fbpx
Marcher Markholt
CRM Manager

Den Danske Naturfond

Hvis du vil vide mere om stillingen,
er du velkommen til at kontakte:

Lisbet Falsig
+45 93 10 30 10
lisbet@marchermarkholt.com

CRM Manager til Den Danske Naturfond

På vegne af Den Danske Naturfond, søger vi en datadrevet CRM-Manager. Du vil blive en del af en ung organisation i rivende udvikling og komme til at sætte et aktivt præg på Naturfonden og dens arbejde med at sikre den vilde natur, renere vand og et bedre klima i Danmark.

Om Den Danske Naturfond
Den Danske Naturfond er en privat nonprofit fond, der er stiftet i 2015. De arbejder i hele landet for at sikre naturen bedre, hvor den allerede findes og er truet, og genoprette den, hvor den tidligere har været. Fonden er uafhængig og arbejder ikke for særlige interesser. De tænker og arbejder langsigtet for at skabe blivende, evigtvarende værdier med en sikker beskyttelse af naturværdier, vandmiljø og klima.

Naturfonden er i rivende udvikling, og i dit nye team venter tre gode kolleger, der alle arbejder med marketing, fundraising, branding og kommunikation. Hovedkontoret på Frederiksberg har i alt ti ansatte.

Om stillingen
Hos Naturfonden får du mulighed for at præge udviklingen i en ung organisation, hvor det går både stærkt og godt. Du vil bidrage til at udvikle nye kampagner og måder at gennemføre dem på sammen med kollegaerne i fundraising- og kommunikationsteamet. Sammen driver og udvikler teamet Naturfondens fundraisingindsats overfor både privatpersoner og erhverv.

Du får ansvar for fondens data og de systemer, der holder styr på donationer og støtte. Du vil samtidig få mulighed for løbende at udvikle fundraisingaktiviteter og loyalitetsprogrammer og sikre deres praktiske gennemførsel sammen med resten af teamet. Ambitionerne er store, og mulighederne mange, så Naturfonden prøver gerne nye idéer af. Når noget virker, skrues der op og arbejdes på, at den nye indsats forankres godt og holder en høj kvalitet. Der vil således være stor mulighed for at forme fondens CRM tiltag og udvikle organisationens initiativer.

Dit daglige arbejde vil inkludere:

  • Vedligeholdelse og udvikling af de IT-systemer, der understøtter Naturfondens arbejde med fundraising, bl.a. databasehåndtering, betalingssystemer og rapportering i CRM
  • Projektstyring af eksterne bureauer og samarbejdspartnere
  • Udvikling af kampagner og optimering af måderne de eksekveres på

Sammen med en positiv holdning til omgivelser og mennesker, vægtes sparring og vidensdeling på tværs af fagligheder og niveaer højt. Således formes jobbet også af de kompetencer, du kommer med. Tonen er uformel, der er højt til loftet, og motivationen er at gøre en blivende forskel for natur og klima.

Din profil
Du har lyst til at blive en del af et engageret hold i en dynamisk organisation, hvor opgaverne er mange og ambitionerne store. Du har erfaring fra en tidligere stilling inden for CRM, E-mail marketing eller Automation, og du har måske arbejdet med fundraising i en NGO eller kundeloyalitet og marketing i en virksomhed.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til relationsmarkedsføring og erfaring i at sikre datakvalitet og rydde op i data. Du har teknisk tæft og er fortrolig med systemer og tekniske løsninger. Fagligt drives du af at skabe værdi og resultater gennem dit arbejde og er opdateret på seneste trends og funktioner indenfor CRM.

Fagligt ser du cirka sådan her ud:

  • Du har erfaring med CRM-systemer – og lyst til at blive superbruger af Donorfy
  • Du har erfaring i at anvende data til forbedring af kommunikation, kundetilfredshed og vækst
  • Du kan lide at arbejde med tal og har godt styr på Excel
  • Du handler på baggrund af data og kan formidle indsigter
  • Du har erfaring med projektledelse, samt udvikling og ekskevering af kampagner

Personligt kommer du med en pro-aktiv tilgang til at få ting til at ske. Udover at være fagligt dygtig evner du at skabe både tillid og respekt blandt kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Du kan lide at arbejde for en god sag, og vægter forskellighed og pålidelighed højt i samarbejdet med kolleger.